Prøvehandlinger skaber forandring og viser vejen til de bæredygtige indsatser
De små børns Bornholm vil gøre op med chanceuligheden blandt bornholmske børn. Vi betragter chanceulighed som et vildt problem, der ikke løses ved, at vi gør det samme, som vi plejer. Vi skal både handle på og tænke anderledes om problemet. Ved at igangsætte en lang række forskellige prøvehandlinger i dagtilbud, PPR, sundhedsplejen, myndighedsafdelingen, i samarbejde med civilsamfundets aktører og flere andre steder, udvikler de fagprofessionelle sammen med ledelsen nye måder at løse og intervenere med udfordringerne på.
Prøvehandlingerne består af små og store forandringer i praksis, der kan skaleres og løbende implementeres i driften, og blive til nye indsatser og tilgange. Den eksperimenterende og udforskende tilgang, skaber mulighed for at bygge bro og gå på tværs af faggrænser, positioner, relationer og sektorer.
I De små børns Bornholm udvikler vi prøvehandlingerne i tæt samspil og kobler dem sammen, hvor det giver mening. Vi samler løbende systematisk op på erfaring og læring. Her er tre eksempler på konkrete indsatser og tilgange, der har udviklet sig på baggrund af prøvehandlinger.
Forspring ind i foreningslivet
”Vi var med til børnehusets gymnastik. Kommer I til at lave mere af det? Vi fik det gratis, det var virkelig godt! Vores børn er begyndt at lege med nogen andre børn fra børnehaven, de fik nye kammerater. Og vi har virkelig et nærvær med børnene når vi er til gymnastik, som er lidt svært at få i hverdagen”
Mor
De små børns Bornholm har et samarbejde med DGI Bornholm om at give småbørnsfamilier et gratis og let tilgængeligt forspring ind i foreningslivet. Som citatet ovenfor fortæller, giver foreningslivet en adgang til nye relationer og styrker samspillet i familien. Vi vil lykkes med, at få mange flere småbørnsfamilier med i de fællesskaber, de lokale foreninger tilbyder. Det kræver at vi går sammen på tværs og gør det nemt at være med. Med Forspring ind i foreningslivet har kommunale børnehuse og lokale idrætsforeninger lavet prøvehandlinger på samkørsel, pædagoger som følger med til gymnastik, inkluderende måder at invitere på og flere andre tiltag. I de kommende år skalerer De små børns Bornholm og DGI, omfanget af Forspring ind i familielivet, så endnu flere familier får gavn af tilbuddet.
Tryg tilknytning
”Vi har i fællesskab lært SÅ mange ting i de år, der er gået, der er i dag et helt andet mindset omkring sammenhæng i indsatserne og samarbejdet med forældrene. Betydningen af den tidlige indsats og den trygge tilknytning er rodfæstet i os alle - nye netværk og initiativer spirer”
Faglig pædagogisk leder af et børnehus på Bornholm
De små børns Bornholm har sidens programmets start haft fokus på de vigtige overgange i det lille barns liv. Programmet har arbejdet med flere forskellige prøvehandlinger i overgangene fra mors mave til familiens hjem og videre til dagtilbud – både i kommunalt regi og i samarbejde med civilsamfundets kræfter. Vi står som program på væsentlige erfaringer om overgange. Ikke mindst fra alle de småbørnsfamilier, der bærer erfaringsbaseret viden om oplevelser af overgange i livsfaser og mellem institutioner ind i programmet. Formålet med alle de prøvehandlinger der arbejdes med i overgangene, er tryg tilknytning.
Børnehuse og sundhedspleje har i De små børns Bornholm bl.a. arbejdet med, at udvikle indsatsen Fælles hjemmebesøg før opstart i dagtilbud eller dagpleje. På efterfødselsområdet har vi med succes afprøvet og efterfølgende implementeret forældretræningsprogrammet COS-P. Hør, hvordan forældrene tager imod det i dette indslag fra P4 Bornholm.
I børnehusene spirer prøvehandlinger, der forandrer praksis fra ”indkøring”, til at handle om at give en tryg opstart, med flere ressourcer omkring det lille nystartede barn og familien. Udover ekstra ressourcer til personalet der hver dag skaber den trygge tilknytning til barnet og familien, er der også en kompetenceudvikling. Undervisningen klæder det pædagogiske personale på til kunne rådgive og vejlede familierne ud fra et tilknytningsperspektiv.
Til graviditetskonsultation med sundhedsplejersken
”Man stopper meget brat hos jordemoderen når man har født, og derfor var det rigtig trygt, at vi havde mødt sundhedsplejersken sammen med jordemoderen allerede i graviditeten. Så kunne vi bedre tune os ind på hinanden før hun kom hjem.”
Mor
De små børns Bornholm har sammen med jordemødrene på Bornholms Hospital og kommunens sundhedsplejersker udviklet og afprøvet fælles konsultationer, hvor jordemoderen inviterer sundhedsplejersken med ind i en af de sidste graviditetskonsultationer. Samtaleskabelonen som guider de fagprofessionelle i konsultationen, er udviklet i et samarbejde mellem sundhedsplejersker og jordemødre, der har deltaget i fælles uddannelsesforløb. Som citatet ovenfor indikerer, er fællesfagligheden meningsfuld for den gravide og den nye familie i overgangen efter fødslen. Fælles konsultationer er en af de indsatser, som har krævet mange prøvehandlinger, justeringer og svære beslutninger. Læringskurven har været stejl og faktorer som vanskelig logistik, en travl drift og stigende behov hos de gravide og fødende, har præget forløbet. Den afprøvende og modige tilgang fra fagpersoner og ledere har båret frugt – og ført værdifuld læring med sig.